Ideer til temafest – bliv inspireret lige her

Ideer til temafest – bliv inspireret lige her

Du skal holde fest, men det er som om, der mangler et eller andet. Noget som vil gøre festen ekstra sjov og mindeværdig. Du kan sagtens holde fest i traditionelle rammer, med alt hvad dertil hører.

Men hvad med at invitere dine gæster til den vildeste temafest i mands minde? Få ideer til temafest i denne artikel.

Ideer til temafest – sådan arrangerer du en fantastisk fest

Du har måske allerede været deltager ved en temafest før. I det tilfælde vil du vide, at det er en aften, man ikke glemmer lige foreløbig. Det er altid sjovt at feste i nye og utraditionelle rammer. Få fantastiske ideer til temafest nu og her!

Man kan holde temafest i mange afskygninger – kun fantasien sætter grænser. Du bør dog trods alt være en lille smule realistisk i forhold til, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre. Det går f.eks. nok ikke an at omdanne hele din lejlighed til en miniudgave af vandland i Lalandia, men mindre kan da også gøre det.

I denne artikel vil du blive inspireret og få konkrete ideer til temafest. Her er sjov for enhver smag – så du vil helt sikkert finde noget, som du kan bruge ved næste festlige lejlighed.

Kongerne af Næstved snakker temafest:

Byt om på årstiderne – invitér til julefrokost om sommeren

Hvis du ærgrer dig over, at man kun holder julefrokoster på den kolde tid af året, er der gode råd at hente. Hvad med om du inviterer til julefrokost midt i den danske sommer? En af de rigtig gode ideer til temafest.

Vejret er godt, og I kan måske sidde udendørs. Det vil føles som at fejre jul i Australien, hvor man er midt i den varmeste sæson.

Det vigtigste ved en julefrokost er selvfølgelig mad og drikkelse. Tilbered flæskesteg, and, rødkål, risalamande og hvad der ellers hører til en god julemiddag. Det skulle ikke være noget problem at anskaffe sig julemad, selvom kalenderen siger juli måned. Pebernødder og brunkager vil dog nok være svære at opstøve, så der må du selv i gang med bageriet.

Mht. drikkelse skal du være forudseende og have gemt et par rammer julebryg og Glögg af vejen fra forrige jul. Snaps hører sig også til – og den skal naturligvis serveres iskold.

Derudover vil din temafest blive endnu mere gennemført, hvis du finder den store kasse med julepynt frem. Pynt op, så ingen er tvivl om, hvad temaet er. Giv alle dine gæster nissehuer på – også selvom termometret viser 25 grader.

Som ved enhver anden gennemført julefrokost, skal der spilles pakkespil. Bed derfor alle gæster om at medbringe en pakke. Du kan også selv sørge for nogle små pakker, hvis temaet er en hemmelighed indtil dine gæster ankommer.

Når risalamanden kommer der på bordet, skal der i sagens natur også være en præmie til den heldige kartoffel, der får mandlen.

En juletemafest midt om sommeren vil være noget, som alle kan være med på. Det er lang tid siden, dine gæster har sat tænderne i lækker julemad – så forbered dig på masser af rosende ord. Og så kan det jo sagtens være, at du byder på både grillet and og flæskesteg. Det medfører jo visse fordele, at vejret er noget varmere end i december.

25 gør-det-selv ideer til temafest for alle aldre:

Sommerfest om vinteren

Hvis du er typen, som får nok af julemad om vinteren, så skal du da invitere til sommerfest midt i den mørke tid. Konceptet er enkelt – bed dine gæster om at møde op i deres pæneste sommertøj under de lune frakker. Du sørger for et godt opvarmet festlokale og hvad der ellers hører til en sommerfest. En af de ideer til temafest, som vil byde på et afbræk fra den danske vinter.

Pynt op med alt, hvad der bringer minder om sommer og sol: Hawaii-kranse, kulørte lamper, badedyr, oppustelige aber og papegøjer, badebassin, solsenge, håndklæder på gulvet, solmadrasser, sommerkonfetti, farvestrålende guirlander, servietter og duge i sommertema osv.

Musikken spiller en stor rolle, når den sommerlige stemning skal underbygges bedst muligt. Lav en playliste med alle de sommerklassikere du kan komme i tanker om. Hvis du søger efter summer hits på Spotify, vil du få masser af gode forslag.

Menuen består selvfølgelig af grillmad. Hvis der kan grilles udendørs på en rigtig grill, vil det selvfølgelig være at foretrække – så længe dine letpåklædte gæster ikke får træk af kulde. Hav i øvrigt masser af lækre is på køl, så man kan køle sig ned undervejs.

En sommerbar består af kulørte drinks i massevis. Indret derfor en tag-selv-bar med mulighed for at blande sig Margaritas og Pina Coladas i massevis.

Hvis du har mod på en god gang oprydning dagen derpå, så fylder du badebassinet med skoldhedt vand og spreder sand ud på gulvet. Vælger du at gå den vej, vil det være en utrolig god idé at dække gulvet af med presenninger.

En sommerlig temafest midt i den kolde tid, vil være et kærkomment afbræk for langt de fleste vinterblege danskere. Især for dem, der ikke har råd til at tage et smut til Thailand og fejre nytår.

Hyld det grimme og usmagelige – invitér indenfor til bad-taste party

Det vil være en befrielse for de fleste at skulle til fest uden at tænke over, om man ser pæn og præsentabel ud. Hvis du inviterer til bad-taste party, vil der ligefrem gå sport i at komme i sin grimmeste og mindst festlige mundering. Det vil blive et syn for guder.

Skriv i din invitation at du ønsker at hylde den dårlige smag. Det er så helt op til den enkelte, hvad man forstår ved dårlig smag. Nogle vil trække i morgenkåbe og crocs – andre vil dukke op i et fritidssæt fra Bilka. Under alle omstændigheder en påklædning, som man ikke ser til festlige lejligheder særligt tit.

Når I så står der samlet i jeres hæslige tøj, skal der naturligvis mere til for at fuldende et bad-taste party. Musikken skal også afspejle temaet. Der kan være mange bud på passende kunstnere til en temafest, der hylder den dårlige smag. Spotify og andre streaming-tjenester gør det nemt for dig at sammensætte den mest afskyelige playliste.

Hvad med at medtage disse forslag til bad-taste musik: Dansktop-klassikere, tyroler-hits, tyske schlagere, dårlige one-hit-wonders, frygtelige indslag til melodigrandprix, alt med Kandis osv. Du kan selvfølgelig også lade dine gæster byde ind med ønsker til musikken, så alle får lagt ører til noget, som de absolut ikke bryder sig om.

Bare husk, at det ikke er tilladt at skifte nummer midt i en sang. Der er ikke noget værre end fester med for mange dj’s. Det er ikke bad-taste på en fed måde …

Med styr på grimt tøj og dårlig musik, er det tid til at kigge på menuen til et bad-taste party. Det vil ikke gå an at servere en festmenu til sådan en lejlighed. Omvendt skal dine gæster have noget acceptabelt at spise. Det er derfor lidt af en balancegang.

Servér f.eks. noget hverdagsmad, som ikke er normalt at byde sine gæster på til festlige lejligheder: Frikadeller, medisterpølse, dåsebøffer, frysepizzaer eller lasagne, rugbrødsmadder, kartoffelmos, spaghetti med ketchup og cocktailpølser osv. Du kan også bede dine gæster om at medbringe en ret hver, så I får en buffet med alt muligt bad-taste mad at vælge imellem.

Til en temafest hører der selvfølgelig også masser af drikkelse. Et bad-taste party vil ikke byde på de fineste mærker. Køb ind af de billigste øl, masser af slavevodka og rødvin fra karton. Et besøg i Aldi vil hjælpe dig til at finde både mad og drikke til lejligheden.

Nu mangler du bare at pynte op, så der ikke er nogen som helst tvivl om temaet. Find de grimmeste duge og servietter frem fra gemmerne. Herefter dækker du op med service, som du normalt ikke ville drømme om at præsentere gæster for.

Et bad-taste party er garanti for en fest, som ingen gæster vil glemme lige foreløbig. Det kan godt være, det kræver et shot ekstra at finde mod til at indtage dansegulvet i morgenkåbe og badesandaler – men sjovt bliver det under alle omstændigheder.

I kan også kåre aftenens bad-taste par – den mand og kvinde, som har formået at klæde sig absolut grimmest på. Andre kåringer er også nærliggende: Den grimmeste dans, dårligste joke, værste grin, mest afskyelige drink osv. En grim fest er en af de ideer til temafest, der vil få smilene frem hos de fleste.

God fornøjelse!

En reportage fra et stort bad-taste party i Østrig:

Sæt fokus på et årti

En af de traditionelle ideer til temafest er at fejre et bestemt årti. 80’er-fester har i mange år været utroligt populære – men det er som om, at 90’erne er på vej til at tage over. Det er nok en naturlig udvikling som tiden går.

60’er-fest

Find hippieklunset frem fra gemmerne og drøm dig tilbage til The Summer of Love, hvor fri sex og masser af eksperimenter med euforiserende stoffer var kutyme. I bør dog nøjes med alkohol for god ordens skyld.

Print billeder af datidens idoler ud og hæng dem op på væggene. Der er nok at tage af: The Beatles, The Rolling Stones, Peter Belli, Elvis Presley osv.

Det vil absolut heller ikke blive noget problem at sammensætte en playliste med masser af uforglemmelige hits fra den tidsperiode. Bare tag for dig af retterne.

70’er-fest

Så er det tid til disco i bedste John Travolta-stil. Både herrer og damer kan trække i høje hæle til denne lejlighed. Der er mulighed for at købe masser af udklædningstøj i 70’er-tema.

Trompetbukser var in. Ligesom fri kærlighed, medbestemmelse i kollektiver og demonstrationer mod atomkraft stod øverst på mange dagsordener.

Kår aftenens disco-dronning og konge til lyden af Bee Gees. Sæt soundtracket til Saturday Night Fever til at køre i repeat på anlægget – så vil dansegulvet aldrig blive tomt.

80’er-fest

Thomas Helmig, TV-2, Gnags, Tøsedrengene osv. på anlægget og frem med crepejernet – det er tid til 80’er-fest.

Der er masser af elementer fra 80’erne, der er kommet på mode igen. Det vil dog klar være sjovest, hvis alle gæster går på udkig efter helt autentisk tøj at iklæde sig ved denne lejlighed. Fiks frisurerne op på bedste vis, så det vil føles som at tage på tur i en tidsmaskine. Der er i øvrigt bonuspoint til den gæst, der møder op i den komplette danske VM-dragt fra 1986.

Forbered nogle quizzer om både stort og småt, som skete i det pågældende årti. Der kan også konkurreres i, hvem der kan lave flest smarte tricks med en yoyo, eller hvem der kan løse en Rubiks Terning hurtigst.

90’er-fest

90’er-fester er blevet til store begivenheder rundt omkring i det danske land. Tusindvis af gæster møder op til festivaler, hvor de bedste kunstnere fra det forgangne årti underholder med deres mest kendte hits. Aqua, Infernal, Dr. Alban, Whigfield, Me & My, Remee, Scooter m.fl. kan ofte opleves til sådan et arrangement.

Du kan dog sagtens selv byde indenfor til 90’er-fest. Bed dine gæster om at dykke dybt i klædeskabet eller låne sig frem. Det vil sikkert stadig være muligt at støve beklædning frem, som leder tankerne ca. 20 år tilbage i tiden. Benvarmere, Buffalosko, Barcardi Breezers, knæklys og Nokia-mobiltelefoner – alle som én ting, som så dagens lys i de ironiske 90’ere.

Støv idolplakaterne med Spice Girls af og fyr op for tidens toner – en 90’er-fest vil byde på masser af minder for alle, der er gamle nok til at huske årtiet klart og tydeligt.

Sporty ideer til temafest

Hvis du har masser af sportsinteresserede venner og bekendte, kan du invitere til temafest i idrættens tegn. Man dukker op i sit mest sporty tøj, og er i øvrigt klar på en masse sjove selskabslege, som vil få pulsen op. Ideer til temafest kan altså også føre til motion og konkurrencer.

Man kan eventuelt dukke op, klædt ud som sit største idol fra sportens verden. Der vil nok ikke være så få, som møder op i enten Messi eller Ronaldo-trøjer. Du kan sørge for, at der er præmier til dem, som dukker op i særligt originale kostumer.

Når alle har sportstøj på, skal I naturligvis røre jer. En sporty temafest er derfor mest oplagt at afholde om sommeren. Saml dine gæster til rundbold, stafet, fodboldkamp, kongespil, vikingelege, kroket, petanque, ølbowling og ølstafet – det skal jo heller ikke blive alt for sundt det hele …

Når man snakker musik til en temafest i sportens tegn, er det oplagt at sætte fodboldslagsange på. Re-Sepp-Ten og Big Boys in Red and White vil varme selv de mest stivbenede op.

Når de forskellige konkurrencer og aktiviteter er slut, er det tid til sportsgalla. Vindere og særligt mindeværdige præstationer skal hyldes på behørig vis til sådan et arrangement. Det er også her, man for alvor vil få smag for de våde varer efter en dag med masser af motion.

Nu har du fået en række ideer til temafest med gang i. Læs endnu mere om temafester her. Find masser af anden festlig inspiration her på siden.