Ølspil er hverken for sarte sjæle eller folk med fintfølende levere. Nogen spiller ølspil for at blive fulde hurtigst muligt, mens andre kan få en hel aften til at gå med grin og hygge. Få inspiration til forskellige aktiviteter med øl her.
Der findes mange forskellige ølspil. Nogle spilles med kort eller terninger – andre kræver ingen andre remedier end øl. Man kan også lave almindelige spil som Ludo, Tegn & Gæt eller Jeopardy om til ølspil. Eller man kan købe færdige ølspil, drukspil eller shots-spil i forskellige butikker.
Uanset hvad man vælger, er det med garanti hylende skægt. Her er nogle klassiske aktiviteter.
Ølstafet – så er underholdningen sikret
Dette ølspil kræver et vist albuerum og foregår derfor ofte udenfor. Da det hurtigt kan blive en larmende affære, er ølstafet ikke specielt velegnet til stille villakvarterer – hvis man da ønsker at have et godt forhold til sine naboer. Deltagerne deles op i to hold.
Der laves en målstreg, hvorfra deltagerne starter. To øl sættes i passende afstand fra mål, og de to hold stiller sig op ved målstregen i den rækkefølge, de vil løbe.
Nu gælder det om – hurtigst muligt – at løbe hen til øllen, drikke halvdelen, stille den ned igen, sætte fingeren på, løbe ti gange rundt om den og så løbe tilbage igen.
Herefter overdrages stafetten til den næste i rækken, der gentager succesen. I den barske version tømmes hele øllen på én gang. En hjælper fjerner løbende de tomme flasker og stiller nye øl klar. Hvis hjælperen fornemmer, at deltagernes balancesans bliver så ringe, at spillet kan udvikle sig til noget farligt, er det en god idé at stoppe, mens legen endnu er god.
Et ølspil som dette vil løsne op for selv den kedeligste fest.
Ølstafet med studenter:
Ølspil til fodboldkampen
Hvis du er typen, der ofte drikker øl imens du ser fodbold med vennerne, kræver det ikke meget fantasi at finde på nogle sjove ølspil. Er der Champions League eller Premier League på programmet med Jan Mølby som kommentator, giver det jer nogle muligheder.
I kan f.eks. blive enige om at bunde, når Jan Mølby stiller et spørgsmål, som han ikke får svar på. Det sker nemlig meget ofte.
“Han skulle have spillet bolden noget før. Skulle han ikke?” “Manchester United har brug for en leder på midtbanen. Har de ikke?” eller “Nu må der da snart ske noget i den her kamp. Må der ikke?”
Variationerne er mange. Man kan da også bare nøjes med at drikke, når samme kommentator ytrer sig negativt. Så skulle der nok være grundlag for en solid promille. Andre fodboldkommentatorer har også deres særheder. Find frem til dem og lav jeres egne ølspil.
Hjørnesparksspil er sjove – både som live-betting og ølspil. Del selskabet op i to hold. Det ene hold drikker, når hjemmeholdet får tildelt et hjørnespark – og den anden vej rundt.
Hvis I vil være endnu mere fulde, kan I også drikke ved indkast. Er der mål, betyder det naturligvis, at der skal bundes. Simpelt og ligetil. I kan også lave jeres helt eget system til, hvornår og hvor meget, der skal drikkes. Indkast kan betyde 1 tår, Målspark 2 tårer, aflevering som ikke rammer en medspiller 3 tårer osv.
Hvis I også blander shotsdrikning ind i jeres ølspil, skal I nok få jer en festlig aften. Hvor meget af fodboldkampen I kan huske dagen efter, er nok tvivlsomt.
Hvis I er mere til håndbold, atletik, boksning, cykling mm. end fodbold, vil det ikke være svært at finde på andre variationer af ølspil til sport i tv.
En etape i Tour de France bliver straks mere underholdende, når der skal drikkes, hver gang der er styrt eller defekt. Eller hvad med fællesskål, hver eneste gang der scores i håndboldkampen?
Kapselspil – finmotorik og druk
Dette ølspil kræver en del fingerfærdighed. Sjovt nok oplever mange, at de bliver bedre til at spille, efterhånden som promillen stiger – nøjagtig ligesom tilfældet er med færdighederne på dansegulvet.
Fyld et stort glas næsten helt op med øl. Skaf jer en bunke kapsler hver – der er sikkert nok at tage af, hvis festen har været i gang et stykke tid.
Deltagerne skiftes til at knipse eller kaste kapsler ned i glasset fra en vis afstand. Hvis man rammer ned i glasset, har man vundet retten til at udpege, hvem der skal bunde indholdet.
Pas på ikke at drikke kapslerne med, hvis du vil undgå en tur på skadestuen. Det er naturligvis dårlig stil, hvis resten af deltagerne peger på den samme person, hver gang der rammes plet. Man må være en gentleman og fair – også når der er ølspil på programmet.
Måske frister disse drukspil også:
Circle of Death – et alvorligt ølspil
Til dette ølspil skal du bruge et spil kort. Det findes i to versioner – ét for de forsigtige øldrikkere og ét for de mere garvede drukhoveder.
Version 1: For de leversvage
Et spil kort spredes i en cirkel ud på bordet med bagsiderne opad. Første spiller trækker et kort og kuløren – spar, klør, ruder eller hjerter – registreres af alle spillere. Næste spiller trækker så også et kort.
Er dette af forskellig kulør fra det første, lægges det først trukne kort til side, og spillet fortsætter. Er det derimod af samme kulør som det første, lægges kortenes respektive værdier sammen – esser lavest =1, konger højest =13.
Deltageren med det sidst trukne kort holder sin øl for munden og drikker i dette antal sekunder, mens de resterende spillere tæller højt. Det er muligt og sandsynligt, at man løber tør for øl, inden man er færdig. Hjerter konge + hjerter dame = 25 sekunders kontinuerlig drikken.
I dette tilfælde standses uret, og der tankes op med en ny fra kassen. Spillet varer gennemsnitligt ca. 20 minutter og der er garanti for at få rigeligt med væske indenfor vesten.
Version 2: For de rigtige mænd
Denne mere barske udgave spilles som version 1 – blot med den forskel, at man sammenligner farver i stedet for kulører, altså sort og rød. Det er nu muligt at trække to sorte konger, 26 sekunders druk, og der drikkes derfor dobbelt så meget øl på den halve tid.
Man skal derfor ikke satse på at komme videre i byen, når spillet er slut – for det slår hårdt.
Dette var forslag til nogle glimrende ølspil, som du kan finde frem, når du får tørstigt besøg. Find i øvrigt meget mere festlig inspiration her på siden.