Mit navn er Susanne Lana og det er nu over 40 år siden jeg startede som sangerinde, og jeg er stadig aktiv!
Der er masser af mulighed for at møde mig rundt omkring i landet til åbne arrangementer.
Har du selv et arrangement, kan du også booke mig til det!
Vil I høre Susanne Lana synge “Hvis tårer var guld” live? Så ring på: 20 68 54 96
Jeg vil fortælle dig lidt om mig selv fra begyndelsen!
Jeg blev født i Virum sogn på Sjælland d. 4. April 1946, hvor jeg i starten af mit liv boede sammen med mine forældre. De døbte mig Susan Lona. Da jeg var omkring 5 år, hev mine forældre pløkkerne op i Danmark og flyttede til Waxholmene i Sverige, hvor jeg og min halvbror voksede op.
Som spæd fik jeg konstateret astma og psoriasisgigt, hvor jeg hver dag fik prednisolon. Den stærke medicin gjorde min hud meget sårbar og som teenager mærkede jeg virkelig, at jeg skilte mig ud og så anderledes ud. Pigerne fra min klasse gik i fine nylonstrømper og det prøvede jeg også på.
Men min hud var så forfærdelig skadet, at mine nylonstrømper rev hul i huden og satte sig fast i sårene. Jeg kunne ikke gå i short eller t-shirt, fordi jeg var så flov over mine sår og ar på kroppen. Jeg følte mig i den grad unormal og havde på ingen mulig måde lyst til, at vise mig nøgen for nogen og tænkte, at jeg aldrig ville finde mig en kæreste.
Ingen gad da være sammen med en tyndhudet pige, hvis fingre hævede, når gigten viste sine spor.
Mine teenage-år
Jeg købte i mine teenage-år en el-guitar og begyndte at spille og synge. Sammen med en skoleveninde, begyndte vi at synge sammen og optrådte til skolekoncerter og konkurrencer.
Det var så hylende morsomt! Som teenager fandt jeg ud af, at jeg havde 2 drømme; at være sangerinde eller sekretær med lange lakerede negle.
Sangen havde jeg gang i, så jeg startede på handelsskolen. Det viste sig, at være en fejl, da jeg fandt ud af, at det ikke kun handlede om røde negle, der skrev på maskine.
Til mine forældres store forargelse droppede jeg ud. Musikken var min passion, og den ville jeg forfølge.
Sangkarrieren
Som 22-årig dannede jeg og nogle få andre bandet “Sussi og Boblerne.”
Vi underholdt i starten på Trekanten i Aalborg for 35 kr. Derefter blev vi tilbudt job på Ritz i Aalborg, hvor vi pludselig fik 50 kr. Nu begyndte jeg stille og rolig at tro på, at jeg var noget værd og god til noget. Jeg fik fast job på Fredericia Teater, men mine forældre ville ikke acceptere min begyndende karriere, så de “slog hånden af mig.”
Efter et par år på Fredericia Teater og derefter på Palmehaven i Esbjerg, flyttede jeg til Norge i 2 år.
På Sandefjord Hotel mødte jeg sangskriver og producent Arne Bendixen. Her tog mit liv en ny drejning, da han syntes, at jeg skulle synge sangen “Hvis tårer var guld”, som er skrevet af Agnete Feldskog.
Sangen, som var skrevet på norsk, blev oversat til dansk. Året var 1969. I Triola Lydstudie indspillede jeg “Hvis tårer er guld” på ny, som hittede i Danmark i 1971.
Farligt bekendtskab kostede mig 56 sting i ansigtet
I 1976 dalede dansktopmusikken, og jeg begyndte at arbejde som servitrice og bartender i Aalborg ved siden af, at jeg stadig gav koncerter i ny og næ.
I 1984 flyttede jeg til København, hvor jeg fortsatte med servitricejobs og som sangerinde på Madam Arthur. Madam Arthur blev nærmest mit andet hjem. Her mødte jeg også en mand, som viste sig, at være et farligt bekendtskab.
Vi blev kærester, men jeg fandt ud af, hvor svært det var at leve med en narkoman, der samtidig var lynede jaloux. I 1987 smadrede han en flaske i mit ansigt, hvor jeg måtte syes med 56 sting, og han kom en tur bag tremmer.
Herefter flyttede jeg til Jylland, hvor jeg havde fået job som forpagter på et svineri. Udover mit job som forpagter optrådte jeg stadig på de skrå brædder og gav koncerter på Bakken i København. Jeg mødte også Lars Ole, som jeg blev kæreste med og var sammen med i 11 år.
I 2004 fik jeg tilbudt en rolle i forestillingen “Simon Spies” på Østre Gasværk i København. Jeg spillede sammen med Anders Matthesen. Anders var den fødte Spies-efterligner og gjorde sit arbejde storslående.
Om jeg begriber, hvorfor han ikke fik rollen i filmen “Glistrup og Spies” i 2013.
Det laver jeg i dag
I dag synger jeg stadig til diverse begivenheder.
Faktisk har jeg optrådt på bakken i over 20 år. I 2014 holdt Kisser, Søren og jeg vinterfest fra januar til marts, hvor vi gav den gas med vores band “Petmix”.
Som I nok kan høre, elsker jeg musik og sang. Men min anden passion er dyr. Jeg støtter Greenpeace og Dyrenes Beskyttelse. Selv har jeg en lille, fræk hund ved navn Felix, som har sin faste plads i sofaen…..og i sengen 😉
Det var en lille historie om mit liv.
Vil du gerne læse meget mere om mig, kan jeg varmt anbefale min bog “Hvis tårer var guld”. I bogen fortæller jeg hudløst ærligt om mit liv, som på ingen måde bliver pakket ind i vat.
Booking? Læs her hvordan!
Her kan du læse, hvad jeg koster at booke, hvor længe jeg optræder og hvilke krav, jeg har til dig som arrangør.
Prisliste
Min pris afhænger af, hvilket arrangement, du gerne vil booke mig ud til. Hvis jeg skal optræde i Jylland eller på Fyn er den oplyste pris inklusiv transport.
Da jeg selv bor i Jylland, bliver jeg nødt til at tage 2000 kr. mere, end hvis jeg skal underholde på Sjælland. Dette på grund af broafgift og benzin.
Ældrecentre og plejehjem
På hverdage (mandag- torsdag) koster jeg 6000 kr. plus transport. Jeg optræder i 40 min.
Privatfester
Uanset ugedag kan jeg bookes for 10.000 kr. plus transport. Her optræder jeg i 7 timer, hvilket vil sige, at jeg spiller under middagen og spiller op til dans efterfølgende.
Markedspladser, festivaler og lignende arrangementer
Du kan booke mig som solist eller med band.
Solo: Du kan booke mig, så jeg synger 2 x 20 min. for 12.000 kr. eller 1 x 20 min. for 6000 kr. Begge er plus transport.
Duo: Jeg og min makker, som spiller på keyboard, kan bookes for 15.000 kr. plus transport og spiller i 4 x 45 min.
Trio: Her får du mig som sanger, en mand på keyboard og en mand på guitar eller trommer for 20.000 kr. plus transport. Vi spiller i 4 x 45 min.
Kvartet: Hele bandet møder op for 25.000 kr., hvor vi spiller i 4 x 45 min.
Krav til spillestedet
Jeg skal bruge følgende plads til at optræde på: 4 m bred x 3 m dyb scene.
Derudover skal jeg bruge et rum (evt. omklædningsrum), hvor jeg kan opholde mig med mit band i pauserne samt skifte tøj osv.
Som arrangør skal du ikke tænke på et kraftstik.
Det medbringer jeg selv
Instrumenter og mikrofon. Ja, alt hvad jeg skal bruge!
Det er en god ide at booke 2-3 måneder før arrangementet skal afholdes, så du er sikker på, at jeg stadig er ledig.
Ring endelig til mig på 20 68 54 96, hvis du har spørgsmål eller vil booke mig!
Foredrag med Susanne Lana? Så læs videre!
Jeg tager ud og holder foredrag, hvor jeg blandt andet fortæller om min bog “Hvis tårer var guld”:
SweetHearts har udnævnt hende til Golden Girl. Hun har snart 50 års jubilæum på den danske sangscene, hvor hun er mest kendt for sange som Hasta Mananã, Søde Sommerminder og Hvis Tårer Var Guld.
Hun er desværre også kendt for sine voldelige kærester. Én af dem skar hendes ansigt op med et smadret ølglas. Det kostede hende 276 sting i ansigtet men endnu flere ar på sjælen.
Hendes navn er Susanne Lana, og hun er i den grad still going strong. “Lana er gud” siger de unge – og med flere end 200 jobs om året og sin helt unikke stemme, synger Lana sig lige ind i hjerterne hos sit store trofaste publikum. Når hun står på scenen stråler hun.
Men i baggrunden lurer et langt livs oplevelser med voldelige kærester, sygdom, mistede børn, svigt og en naiv holdning til en barsk branche.
Alt holdt sammen af en ukuelig tro på det bedste i mennesker. Biografien “Hvis Tårer Var Guld” er en fortælling om en kvinde, som har en top-professionel holdning til sit arbejde, men som samtidig har haft et privatliv, der ville have slået de fleste omkuld.
Hun er ærlig og ligefrem på grænsen til det pinlige. Hun er sine venners ven og konstant søgende efter kærligheden. Hun er Susanne Lana.
Bogen er samtidig et løft til de mange hundredetusinder af kvinder som lever i et voldshelvede til daglig. Susanne Lana ved og forstår, hvorfor de fleste har så svært ved at bryde ud af deres forhold. Men hun håber.
Du har 2 booking muligheder her:
- Alm. foredrag, hvor jeg fortæller i 2 x 40 min. til prisen: 6000 kr. plus transport
- Alm. foredrag med underholdning i 2 x 40 min., som koster 8000 kr. plus transport
OBS!
- Jeg medbringer selv instrumenter og mikrofon, og andet jeg skal bruge!
- Det er en god ide, at booke 2- 3 måneder før arrangementet skal afholdes, så du er sikker på, at jeg er ledig.
Ring endelig til mig på 20 68 54 96, hvis du har spørgsmål eller vil booke mig!