Fødselsdagssang - få melodi og tekst til de kendte fødselsdagssange

Fødselsdagssang – få melodi og tekst til de kendte fødselsdagssange

Fødselsdagssange – der findes et væld af dem, men måske kender du kun et par stykker? Find både tekst og melodi til den fødselsdagssang, du allerbedst kan lide, lige her på siden.

Rigtige fødselsdagssange

Ifølge sproget.dk kan en “fødselsdagssang” defineres på to måder:

“En almenkendt sang, der traditionelt synges for at hylde en fødselar.”

eller

“En festsang skrevet i anledning af en (rund) fødselsdag.”

Hvem har ikke prøvet at blive vækket tidligt om morgenen af familien, der synger fødselsdagssang? De fleste forbinder måske fødselsdagssange med børnefødselsdage, men det er også almindeligt at synge for voksne fødselarer.

Mange kan synes, at det er lidt pinligt at være i centrum på den måde og måske netop derfor er det ekstra festligt at give den gas med en fødselsdagssang. Der er ikke noget bedre end en fødselar med røde kinder og et genert smil om munden!

Ole, instrumenterne og Happy birthday

Der findes især to danske fødselsdagssange, som er populære, nemlig “I dag er det Oles fødselsdag” og “XX har fødselsdag”. I begge udgaver udskiftes henholdsvis “Ole” og “XX” med fødselarens navn.

Den første sang bruges især til børn, da ét af versene blandt andet indeholder linjen “og hjemme venter mor og far”, men den er også almindeligt brugt til voksne fødselarer, ofte med mindre omskrivninger.

Man kan for eksempel synge “og hjemme venter kæresten” eller lignende i stedet for. Linjen “og når han/hun hjem fra skole går”, der også er meget børne-minded, kan på samme måde omskrives til “og når han/hun hjem fra jobbet går” eller noget i den dur. Mange vælger dog bare at synge sangen, som den er, uanset fødselarens alder.

Den anden sang er den såkaldte “Instrumentsang”, hvor fødselaren vælger tre instrumenter, som skal indgå i sangen. Det kan for eksempel være tromme, fløjte og guitar og lydene fra disse instrumenter skal så efterlignes af sangerne på dét sted i teksten, hvor der skal “spilles” på dem.

I sidste vers synger man traditionelt “hurra, hurra, hurra” i stedet for at lave instrumentlyde. Også den engelske fødselsdagssang “Happy birthday to you” er populær.

Melodien har tekster på mange sprog (mindst 18 ifølge Wikipedia) og det er derudover den mest kendte sang i den engelsksprogede verden.

Andre fødselsdagssange og traditioner

Der er tradition for, at man afslutter sangscenariet med at råbe hurra for fødselaren. Det kan gøres på mange forskellige måder, men ofte er det to korte og ét langt “hurra”. Man kan også råbe “hip, hip, hurra” eller hviske det antal hurra’er, som fødselarens alder var før.

Hvis vedkommende fylder 60, hvisker man altså “hurra” 59 gange, hvorpå man afslutter med at brøle et langt, fyndigt HURRA for at skyde personen godt ind i det nye leveår.

Et alternativ til de traditionelle fødselsdagssange kan være “For han (hun) er én af vor egne”, der ofte synges for voksne fødselarer. Danske Tommy Seebach har også bidraget til fødselsdagssangskatten med nyklassikeren “Hip hurra, det er min fødselsdag”.

Man kan også vælge at synge “Bamses fødselsdag”, eventuelt med en hjemmeskrevet tekst. Faktisk er det meget almindeligt, at der til fødselsdagsfester dukker lejlighedssange op, som er skrevet specielt til dagens hovedperson.

Sangen er som regel skrevet af en ven eller et familiemedlem, baseret på en kendt melodi og bestående af beretninger om sjove ting fra fødselarens liv. Lejlighedssange bruges også til andre festlige arrangementer såsom bryllupper og konfirmationer.

Fødselsdagssange kan dog ikke bruges til enhver anledning. Mangler du mere end bare en fødselsdagssang?

Få inspiration til børnesange, julesange og meget mere her:

Nu er det blot at vælge og vrage mellem de mange gode sangtilbud på denne side. Syng med til YouTube og hav helt styr på melodi og tekst, når festdagen er over jer.