Invitationer

Tekst til invitation – sådan kan du skrive

tekst til invitation

Tekst til invitation – når du selv laver dine invitationer, skal der også skrives en tekst, og hvordan gør man så lige det? Mange, der prøver på at skrive en god tekst, vil opleve en skriveblokade – for man vil jo gerne fremstå bare en smule kreativ og original.

Den hyppigst anvendte tekst findes i de invitationer, som købes færdige – de er som regel meget formelle, men har til gengæld alle de formalia med, som der skal være. De kan derfor godt bruges som en slags huskeliste, så du er sikker på, at du har fået alle de nødvendige oplysninger med i din tekst til invitation.

Tekst til invitation – hvad skal du huske?

Der er nogle helt specifikke informationer, som skal være med i enhver tekst til invitation – uanset om du laver invitation til bryllup, barnedåb, fødselsdag eller konfirmation.

Modtager – først og fremmest er det vigtigt, at det er tydeligt, hvem modtageren er. Hvis du inviterer par med børn, er det vigtigt, at det fremgår tydeligt af din invitation, om børnene også er inviteret eller ej.

Anledning – det giver en idé om, hvorfor der skal holdes fest, og det er jo en ret væsentlig pointe. Anledningen vil som regel også fremgå af invitationens forside, men det er stadig vigtigt, at det også står i selve teksten.

Tidspunkt – det giver jo næsten sig selv, at et tidspunkt er et must i en invitationstekst, men det er især vigtigt, hvis der er flere tidspunkter, der skal holdes styr på – som ved fx en barnedåb eller et bryllup, hvor der både er tidspunkt for kirke og et for festen

Sted – det samme gør sig gældende for stedsangivelsen, da der også tit er to. Sørg for at være specifik og læg eventuelt kørselsvejledninger i, hvis det er svært at finde. Mange har godt nok GPS i dag, men det er ikke alle lokaliteter, der kan findes med en GPS – hvis du holder fest et sted, som GPSen ikke kan finde, så sørg for at angive en alternativ adresse i nærheden.

Overnatning – skriv eventuelt om du sørger for overnatning i nærheden. Hvis ikke, kan du skrive et par webadresser i kortet, så man ved hvilket hotel, der ligger tættest på feststedet.

Svarfrist – er en information, der skal medtages –  både af hensyn til gæsterne, men også til værterne. Svarfristen angives som regel som SU, der står for ”Svar Udbedes”. Svarfristen afhænger af, hvor stor en fest, der skal holdes. Det er i virkeligheden op til værterne selv at finde ud af, hvornår de mener, at det er en rimelig svarfrist. Den bør dog aldrig ligge mere end en måned fra selve festdagen.

Kontaktinformationer – er ret væsentlige for, at de indbudte kan give svar på, om de kommer eller ej. Hvis du angiver et telefonnummer, kan det være en god idé at angive, hvis der er nogle tidspunkter, der passer bedre end andre. Angiver du en mailadresse, skal du sørge for, at det er en, du bruger ofte og som har plads til at modtage mange mails.

Afsender – sidst, men ikke mindst, er det vigtigt, at man ved, hvem afsenderen af invitationen er. Sørg derfor for, at der er tydelig afsender på – især hvis I er flere, der holder fest sammen.

Dresscode – hvis der ønskes en speciel påklædning til festen, skal det også anføres i din invitation. Desuden er der nogle specielle informationer, som gør sig gældende i en invitation til bryllup, hvilket du kan læse mere om her:

Man kan gøre det rigtig kreativt og festligt, når der skal inviteres gæster

Et par eksempler på en tekst til invitation

“Kære Tina

Jeg har et par simple spørgsmål til dig:

1. Kan du få afsat din samlede børneportefølje til anden side fra den 8. august 2023 til den sene nat eller eventuelt lyse morgen næste dag?

2. Er du klar til at feste som var det 1999?

Jeg fylder 40 år og derfor indbyder jeg til en fest, hvor der ikke skal mangle noget som helst!

Tidspunkt: Lørdag den 8. August kl. 18.00

Lokation: i det lokale forsamlingshus

Der er indkøbt drikkevarer i store mængder og der vil være kokke og serveringspersonale, der vil bespise dig, til du skal udpumpes. Et orkester med konservatorieuddannede musikere vil kæle for dit auditive sanseapperat.

Der er rig mulighed for overnatning og kokken disker op med hjemmebagt morgenbrød, pandekager, pølser og bacon klokken 11 næste formiddag (jeg regner med at de sidste af os er ved at være færdige med at feste der, så det bliver forhåbentlig bare en glidende overgang).

Det hele er faktisk på plads – jeg mangler bare lige dig som gæst og du er naturligvis også velkommen til at medbringe eventuelt til lejligheden scoret påhæng.

Ring derfor hurtigst muligt på 12345678, sms til 12345678 eller send en e-mail til ingen@ingen.dk og fortæl at du selvfølgelig kommer. Har du brug for overnatning, så klarer vi også den.

Med hensyn til gaveønsker har du to gode muligheder:

Den lette: Gavekort til sportsbutikker.
Den svære: Kom med en bog eller en film, der har udviklet dig ekstremt i en positiv retning. Bruger du denne mulighed er det en nødvendighed, at du skriver baggrundshistorien på et medfølgende kort.

Du kan selvfølgelig også selv vælge at finde på noget – men lad endelig være med at komme med blomster, vin, spiritus eller den slags.

Hvad sidder du der og læser videre for? Det skal du ikke… Du skal ringe eller skrive… NU!

JEG GLÆDER MIG TIL AT SE DIG

Festlige hilsner 

Søren”

Eller denne korte og præcise:

“Kære skønne piger

Jeg elsker fødselsdage – og nu da jeg bliver 30 år, vil jeg gerne invitere til åbent hus.

Lørdag mellem kl. 13.30-17.00

Adressen er fuglehuset 1

Kærlig hilsen

Sara

S.U. senest d. 11/5″

Her får du også lige et par forslag

Original tekst til invitation

Det er en god idé at skrive de ting ned, som du ved, der SKAL med, som du kan sætte flueben ved efterhånden.

Du kan skabe en original og unik tekst til invitation alene ved at inddrage så mange oplysninger om fødselaren, dåbsbarnet eller brudeparret som muligt – og så kan du eventuelt lave din invitation ved at fortælle den som en historie.

Invitation på vers

Hvad vil være mere festligt, end hvis du skriver din invitation som en sangtekst. Måske ligefrem på en kendt melodi, så de inviterede kan synge teksten op for sig selv, når de åbner kuverten.

Færdige invitationer til fødselsdag

Hvis tiden er knap, kan du naturligvis også gå den færdiglavede vej i stedet for at skrive dine invitationer fra bunden. Til fødselsdagsfesten kan der fx være meget at holde styr på.

Ideer til indbydelser

Ideerne står sikkert i kø, når du først får gang i din kreativitet. Derefter er det så bare med at vælge den helt rigtige ud til din festlige lejlighed. Med lidt research på nettet, kan man også gøre sig endnu klogere.

Så er det blot at komme i gang med skriveriet. Du har fået inspirationen – resten er op til dig. Find mange andre tips og tricks her på siden.