Den traditionelle talerække til bryllup

Den traditionelle talerække til bryllup

Hvis et bryllup skal følge god skik og brug, skal en talerække overholdes. Der findes en traditionel talerække for bryllupstaler som er ufravigelig, hvis man skal overholde de gængse regler. 

Denne artikel omhandler talerækken – du kan klikke her, hvis du søger en guide til at skrive bryllupstaler. Nedenunder følger den korrekte talerækkefølge.

Bryllupstaler – den rigtige rækkefølge

  1. Første taler er altid værten. Dette er som regel en af brudeparrets forældre eller brudgommen selv. Værtens opgave er kort at byde velkommen og orientere om praktiske hensyn, såsom toiletforhold og rygepolitik. Herefter introducerer værten aftenens toastmaster.
  2. Toastmasteren er derfor den næste i talerækken. Toastmasterens første opgave er at orientere om aftenens forløb og give sig selv til kende – således at evt. personer med uanmeldte indslag ved, hvor de skal henvende sig. Toastmasteren holder som regel også en tale. Den kommer først senere, når man ikke har flere, der skal sige noget, før forretten er ryddet af bordet. Det er også toastmasterens opgave at introducere alle fremtidige talere.
  3. Den første egentlige bryllupstaler er brudens far. Han skal takke datteren for barndommen og byde brudgommen velkommen i familien.
  4. Næste levende billede i den klassiske talerække er brudgommen. Traditionen byder, at han takker værten for festen (medmindre han selvfølgelig selv har betalt!) og derefter takker brudens forældre for deres datter. Sidst, men ikke mindst, skal han naturligvis erklære sin uforbeholdne kærlighed til bruden.
  5. Den femte, der skal tale, er forloveren, som traditionelt skal fortælle om brudgommens tilværelse som ungkarl og det lange venskab, han har haft med gommen.
  6. Sjette bryllupstaler er brudgommens far, som ifølge skik og brug henvender sig direkte til bruden, byder velkommen i familien og fortæller (samt i spøg advarer) om brudgommen.
  7. Den syvende i talerækken er bruden. Bruden kan vælge at vente med sin tale til allersidst, hvilket toastmasteren får at vide. Bruden fortæller gæsterne om hendes møde og oplevelser med gommen.

Herefter er den klassiske talerække fri, men skal naturligvis aftales med toastmasteren.

Bryd ikke den korrekte talerække

Du må aldrig uanmeldt slå på glasset – med mindre det er for en kort skål eller opfordring til at brudeparret skal kysse eller lignende. Sørg for at aftale med toastmasteren, hvor lang tid du har til din tale, og vent med at sige noget, til du er blevet introduceret. Foruden denne korrekte talerække til bryllup er der et par andre traditioner udover talerækken, der bør nævnes:

Sådan afbryder du ikke talerækken

  • Hvis bruden eller brudgommen forlader lokalet, må mændene/kvinderne kysse den tilbageværende hovedperson. Hvis det er brudgommen, der skal kysses, er det også normalt at en spøgefugl fra mændene bruger en serviet som kyse og lister sig hen og kysser brudgommen.
  • I løbet af talerækken skal brudeparret også kysse hinanden. Dette signalerer man ved lette slag med kniven på enten glasset eller tallerkenen. Man holder først op med at slå, når brudeparret har rejst sig (og evt. står op på stolene så alle kan se) og kysset hinanden. Det bliver i denne forbindelse også nogle gange brugt at man tramper i gulvet, hvilket betyder at brudeparret skal ned under bordet og kysse hinanden.
  • En lidt nyere bryllupsskik er at bruden skal løfte op i kjolen og fremvise sit strømpebånd. Som følge heraf er det også blevet normalt at brudgommen skal vise sine boxershorts. Disse punkter er dog på ingen mulig måde traditionelle – men det er blevet meget normalt at bruge dem.

Disse tre punkter kan man til hver en tid opfordre til, uden at det bryder rækkefølgen af bryllupstaler. Se også denne side om specifikke råd til din plads i en talerække.

Andre gode råd

Det kan være svært at huske alle regler – de er uskrevne og der er mange. Med de ovenstående råd er du hjulpet godt på vej – hvis du vil helgardere dig, så kan du booke en professionel toastmaster til at styre hele showet.

  • Det kan være en erfaren én af slagsen – evt. en stand-up komiker
  • Et godt bud vil også være, at man booker en musiker med god erfaring – på den måde slår man to fluer med ét smæk. Få hjælp til at finde den rigtige 

Når du skal bruge gode råd om at holde en brandtale, finder du dem lige her.