Rundbold - det klassiske boldspil

Rundbold – det klassiske boldspil

Rundbold – et klassisk boldspil, som både børn og voksne elsker!

At skyde tennisbolde over i nabohaven og at løbe en “frier” er gode sommerminder, der bringer smil frem hos de fleste.

Det er muligt, at du slet ikke er klar over, hvad rundbold går ud på, eller måske skal du bare lige have genopfrisket reglerne.

I hvert fald kan du med garanti finde alle de informationer, du skal bruge om rundbold i denne artikel.

Hvad er rundbold?

Rundbold er et simpelt boldspil, der spilles med et bat og en tennisbold. Reglerne er enkle og folk i alle aldersgrupper kan være med.

Deltagerne fordeles på to hold, der skiftes til at være henholdvis inde- og udehold.

For indeholdet gælder det om, at skyde tennisbolden så langt væk som muligt. Derefter skal de forsøge at nå at løbe hele vejen rundt om den kvadratiske rundboldbane, inden udeholdet får fat i tennisbolden og stopper spillet. Hver gang en spiller fra indeholdet, har løbet hele vejen rundt om banen, modtager holdet 1 point.

Det er ikke et problem at spille både børn og voksne sammen. Spillerne kan fordeles, så holdene er lige stærke.

Leder du efter andre aktiviteter, der er sjove for både børn og voksne, kan du finde gode idéer til selskabslege for alle aldre lige her på siden.

Se et eksempel på en rundboldkamp i denne video:

Det skal I bruge

Som tidligere nævnt er rundbold et spil, der ikke kræver mange remedier. Faktisk skal der kun bruges 4 ting:

  1. Mindst 8 spillere. Det kan godt lade sig gøre at få spillet til at fungere med færre mennesker, men det bliver både svært og hårdt for deltagerne.
  2. En tennisbold. Har man mulighed for det, er det altid en god idé at have en reservebold ved hånden.
  3. 5 kegler. Det er ikke vigtigt, om keglerne er høje eller flade. Har man ikke kegler til rådighed, kan man bruge andre ting i stedet for. Det kan eksempelvis være træstubbe, sko eller tasker.
  4. Et bat. Battet kan enten være fladt eller rundt. Er spillerne uenige om, hvad de foretrækker, kan man spille med begge bat. Så kan spillerne selv vælge, når det er deres tur til at slå til bolden.

Når disse ting er skaffet, er I klar til at stille rundboldbanen op.

Opstilling af en rundboldbane

En rundboldbane er kvadratisk og indrammet af 4 kegler, som det kan ses på illustrationen nedenfor. Den femte kegle placeres på baglinjen cirka en meter fra den ene hjørnekegle.

Josefine Quelle – Figur 1: Rundboldbane.

Når keglerne er placeret, fordeler spillerne sig på de to hold.

Spillernes placering på banen

Som illustrationen viser, fordeles deltagerne på 2 hold med lige mange spillere på hvert.

Indeholdet

Indeholdet stiller sig i en kø cirka en halv meter bagved baglinjen. Der skal være plads til at de spillere, der har løbet hele banen rundt, kan komme forpustede ind ved kegle nr. 4 og stille sig i kø til at skyde igen.

Der skal desuden være plads til, at den første skytte kan svinge boldtræet uden fare for at ramme nogle af sine holdkammerater.

Når man har skudt, løber man over til kegle nr. 1. Var skuddet rigtig godt kan man vælge, at løbe videre til kegle nr. 2 eller kegle nr. 3. Måske man endda kan nå at løbe hele vejen rundt om banen og ende ved kegle nr. 4. Man skal bare sikre sig, at man kan nå det, inden udeholdet får stoppet spillet.

Udeholdet

Holdet, der starter ude i marken, fordeler sig rundt på banen. De skal placerer sig sådan, at de hurtigt kan få fat i tennisbolden uanset, hvor skytten skyder den hen.

Måske stiller nogle af de spillere, der er dygtige til at kaste langt, sig bagerst på banen, så man hurtigt kan få bolden hen til “stopperen”, selvom skytten har skudt bolden rigtig langt væk.

Stopperen

“Stopperen” er en del af udeholdet. At være stopper er en vigtig opgave. Det er nemlig stopperen, der modtager bolden fra udeholdet og råber: “stop!”, imens han eller hun rører ved kegle nr. 5. Så snart stopperen rører ved keglen og råber “stop!”, må indeholdet ikke løbe længere. De får ikke flere spillere rundt om banen i den omgang, og dermed ikke flere point.

Det er vigtigt, at stopperen er dygtig til at gribe, så spillet kan blive stoppet hurtigst muligt.

Mange benytter også stopperen til at kaste bolden op til skytten, så han eller hun kan skyde til bolden. Derfor kaldes stopperen også for opgiveren.

Dommer

Af og til kan det være en god idé at have en dommer, når man spiller rundbold. På den måde undgår man uenigheder omkring reglerne. Det allerbedste er selvfølgelig, hvis spillerne kan finde finde en god portion diplomati frem, så dommeren bliver overflødig.

Regler

Der er ikke mange regler, når man spiller rundbold. Der er dog nogle få ting, som man skal have styr på:

Sådan får man points

Holdene får point ved at skyde tennisbolden langt væk og derefter løbe hele vejen rundt om banen. Når man har passeret alle 4 kegler og kan stille sig i kø til at skyde igen, har man tjent et point til sit hold.

Får man ikke skudt langt nok til at kunne løbe hele vejen rundt om banen, kan man vælge at stoppe ved en af keglerne. Der har man “helle”, og man kan vente på, at en holdkammerat skyder en lang bold, så man kan komme helt i mål.

Der er ingen regler om, hvor længe man må vente ved keglerne. Man må stoppe ved alle keglerne, og man må blive stående der, så længe man ønsker for at vente på det helt rigtige skud at løbe på.

Hvornår bytter holdene plads?

De to hold bytter plads, når indeholdet har 3 “døde”. Der er forskellige måder, hvorpå man kan “dø”.

Indeholdet er ikke i sikkerhed, når spillet stoppes

Når man løber rundt om banen for at tjene point til sit hold, og stopperen råber: “stop!”, skal man være i sikkerhed ved en af keglerne eller være nået helt i mål. Er det ikke tilfældet, er man “død”.

Markspillerne griber bolden

Bliver skuddet fra indeholdet grebet af en af spillerne i marken, inden tennisbolden rører jorden, er skytten “død”.

Mange spiller sådan, at en grebet bold tæller som 3 døde. Det vil sige, at holdene bytter plads, første gang et skud bliver grebet.

Om en “griber” tæller som 1 eller 3 døde aftales indbyrdes mellem holdene, inden spillet begynder.

Var der spillere, der forsøgte at løbe rundt om banen på det skud, der blev grebet, er de også “døde”.

Der er ikke flere spillere til at skyde

Af og til opstår der en situation, hvor alle spillere fra indeholdet er på vej rundt om banen, for at tjene point til holdet. Når det sker, er der ikke nogen spillere til at skyde bolden afsted. Holdene bytter derfor plads, så indeholdet bliver til udeholdet og omvendt.

Man skyder bolden udover sidelinjen

Skyder man bolden udover sidelinjen, uden at bolden rammer jorden først, er den “ude”, og spilleren er “død” og må stille sig om bag køen igen.

Man må gerne skyde bolden udover sidelinjen, hvis skuddet samtidig er længere end baglinjen.

Hvornår er spillet slut?

Der er tre forskellige muligheder for at afslutte spillet:

Ekstraregler

At løbe en “frier”

Det er muligt, at bringe antallet af “døde” ned igen.

Dette sker, når der bliver løbet en “frier.” At løbe en frier vil sige, at skyde en rigtig god bold og derefter nå at løbe hele vejen rundt om banen inden udeholdet når at stoppe spillet. Man skal altså nå helt i mål på sit eget skud.

Lykkes det, har man 1 “død” mindre end før. Dermed kan man blive inde i længere tid og tjene flere points.

Køleskabsreglen

Der er ofte uenighed om, om man kan gemme sine friere, hvis man ikke har nogen “døde”, når frieren bliver løbet.

Hvis man må gemme en frier betyder det, at den første spiller, der “dør”, ikke er “død” alligevel. Man kan altså spare friere sammen og vente med at bruge dem, til en spiller “dør”.

På den måde går der rigtig lang tid før, man når de magiske tre “døde” og skal bytte med udeholdet.

Når man må gemme sine friere kaldes det “køleskab”. Om man vil spille med køleskabsreglen aftales mellem spillerne på den givende dag.

At være “i spring”

Rigtig mange spiller med, at man gerne må springe lige inden, at stopperen råber: “stop!” og derefter lande i sikkerhed ved en kegle.

Fordi man befinder sig i luften, når spillet stoppes, bliver man ikke erklæret “død”. Man var “i spring” – derfor tæller det som om, at man befandt sig i sikkerhed.

Spiller man med, at man gerne må være “i spring”, er det en god idé at have en dommer. Ellers skal man være rigtig gode til snakke med hinanden og holde øje, da det kan være meget svært at afgøre, hvorvidt en person var “i spring” eller ej.

Kan man spille professionel rundbold?

Rundbold er udelukkende en amatørsport, der spilles for sjov af familier, venner og kollegaer. Det vil sige, at der ikke findes rundboldklubber i Danmark, og man kan derfor heller ikke gå til rundbold.

Der findes dog et spil kaldet “amerikansk rundbold”, som man kan gå til her i Danmark. Det udbydes af Dansk Softball Union.

Her ses det, hvordan man spiller amerikansk rundbold:

Andre måder at spille rundbold på

Der findes mange sjove afarter af rundbold, og der er ingen grænser for, hvordan man kan ændre på reglerne og dermed udvikle spillet.

Da rundbold ikke er en professionel sportsgren, er der mange, der tilpasser spillet, så det passer præcis til deres behov.

Fodboldrundbold

Rundbold kan også sagtens laves om, så det kan spilles med fødderne og bruges i fodboldtræningen.

Denne video viser, hvordan man kan spille fodboldrundbold:

Rundbold i undervisningen

Faktisk kan man også bruge rundbold til at gøre undervisningen en lille smule sjovere og aktivere eleverne. Man kan blive bedre til både dansk og matematik, imens man spiller rundbold med sine klassekammerater.

Her ses det, hvordan man kan bruge rundbold i matematikundervisningen:

Se her, hvordan man kan bruge rundbold i danskundervisningen:

Rundbold minder om andre sportsgrene

Der findes professionelle sportsgrene, der indeholder mange af de samme elementer som rundbold gør.

For eksempel minder spillet utrolig meget om de amerikanske sportsgrene baseball og softball samt det engelske cricket.

Disse sportsgrene spilles alle med et bat, og er populære mange forskellige steder rundt omkring i verden.

I denne video forklares det, hvordan man spiller baseball:

Rundbold er altså et spil, der er sjovt for både børn og voksne. Niveauet kan tilpasses, så alle kan være med, og det kræver kun få rekvisitter.

Mulighederne for at være kreativ og udvikle rundboldspillet er mange. Eksempelvis kan det både spilles med fødderne og bruges til at lære dansk og matematik i skolen.

Forhåbentlig har I fået svar på alle jeres spørgsmål om det klassiske boldspil. Måske har i endda fået gode idéer til, hvordan i kan spille rundbold på en ny og anderledes måde.